Fhv. S-minister og formand for FNs generalforsamling, Mogens Lykketoft, taler 17. september om FNs 17 verdensmål ved et Business Brunch-arrangement for fjordkommunens erhvervsliv

MARIAGERFJORD: Mariagerfjord Erhvervsråd gentager 17. september succesarrangementet ”Business Brunch”, som retter sig mod alle rådets medlemsvirksomheder i lokalområdet.

Arrangementet bliver afholdt i de smukke omgivelser på BramslevGaard, og gæstetaler i år bliver tidligere minister og formand for FNs generalforsamling, Mogens Lykketoft, der vil holde et spændende oplæg om FN’s 17 Verdensmål.

Ifølge Mogens Lykketoft er styrken ved verdensmålene ikke mindst, at de ikke kun fokuserer på at fjerne fattigdom, men erkender, at problemet også handler om klima og miljø og ikke mindst, at det kræver verdensomspændende partnerskaber at løse.

- Der skal nogle helt grundlæggende forandringer til i den måde, vi forbruger og producerer på for at give alle en nogenlunde tilværelse på denne klode på en ansvarlig måde over for kommende generationer. Det handler om enorme nye investeringer over de næste 10-15 år i fx vedvarende energi, bæredygtige byplaner og trafikløsninger, ny og bedre affaldshåndteringer. Det er en stor opgave, men det, der er opløftende, er at se, hvor hurtigt det går både med udviklingen af teknologien og prisen på den, lyder det fra Mogens Lykketoft forud for formiddagsarrangementet på BramslevGaard.

Tilmeldingen til arrangementet sker efter ”først til mølle”-princippet via Mariagerfjord Erhvervsråds hjemmeside.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...