GENSYN: Bo Young, søn af Jodle Birge, har indgået fast månedlig aftale om at optræde på Rosengårdcentret - og selv flytter han snart til byen

Efter snart et dusin år med en fast koncert første tirsdag hver måned skiftede Bo Young efter nytår spillested.

Jodle Birges søn optræder ikke længere på konkurstruede Rold Gammel Kro.

I stedet har Rosengårdcentret i Oue overtaget traditionen - dog ikke med premiere 1. januar, men derimod tirsdag 8. januar

Ellers underholder trubaduren fremover den første tirsdag hver måned.

Ikke på kroen i Rold, der jo i øvrigt huser Jodle Birge Museet, men i kulturcentret i den by, hvor Bo Young selv voksede op - altså i Oue.

Han og søsteren Elin Lønkvist tilbragte barndommen på Listevej i Oue, hvor Birge Lønquist Hansen alias Jodle Birge sammen med hustruen Inge-Lise Lønquist byggede hus i 1972.

Helt oplagt

- Så hvad ville da være mere nærliggende end at flytte koncerterne til Rosengårdcentret i Oue.

- Her hygger Bo som altid om sit publikum, fortæller Bente Hansen, der er formand for lokalforeningen Oue Idræt & Kultur.

Foreningen overtog for fem år siden driften af Rosengårdscentret.

- Og det blev sigen en rigtig god oplevelse, hvor alle hyggede sig og fik noget godt at spise.

- Ikke mindst handicappede for diverse bofællesskabet i blandt andet Hobro-området er gennem årene flittigt mødt op og har nydt Bo Youngs altid imødekommende og inddragende facon under koncerterne.

Rundt ved bordene

- Præcis, som det var tilfældet med faderen, bevæger han sig rundt blandt publikum, tager dem i hånden, giver masser af knus og skaber en rigtig fin stemning, mens han synger både egne sange og alle farens kendte klassikere.

- Og det er faktisk en utrolig god oplevelse at være med til, siger Bente Hansen, der jo selv i en årrække stod i spidsen for en landsdækkende fanklub for Jodle Birge.

Han døde i 2004.

Samme gode indtryk af sønnen har Tina Levorsen fået.

Hun - og nogle år forinden gemalen Jens Andersen - har siden 2014 drevet Oue Køkkenet, som har forpagtet det tidligere plejehjems- og dagcenterkøkken i Rosengårdcentret og leverer mad ud af huset til faste kunder.

Folk elsker ”fatters” sange

Køkkenet tilbereder også kage til kaffen og aftensmad til de tre timer lange Bo Young arrangementer, der strækker sig fra klokken 16 til 19

- Det var virkelig en fantastisk oplevelse at se, hvor kærligt han behandler sit publikum.

- Det er jo lige til at blive høj af, siger Tina Levorsen.

Selv nyder 48-årige Bo Young også at være tilbage i barndommens kvarter.

- Jeg har jo efterhånden underholdt i 32 år, og jeg holder meget af at være sammen med mit publikum.

- Og folk elsker jo stadig ”fatters” sange, som jeg også selv virkelig godt kan lide at synge.

- De udgør otte ud af 10 sange på mit repertoire, mens resten er mine egne numre, fortæller Bo ”Young” Hansen, som i øvrigt også mere permanent er på vej tilbage til Oue.

Tilbage i barndomshjemmet

Han og hustruen er nemlig i gang med at renovere Bo Youngs barndomshjem, som har stået tomt, siden moren, Inge-Lise Lønquist, døde for få år siden.

- Vi sætter selv huset i stand, og jeg regner med, at vi er klar til at flytte ind om et halvt års tid.

- Så jeg har travlt for tiden. Ud over mine koncerter kører jeg også rundt og servicerer oliefyr.

- Så for tiden sover jeg nærmest efter en kalender, griner Bo Young.

Alle er velkomne til koncerterne i Rosengårdcentret, og du kan høre ham optræde tirsdag 5. februar klokken 16.

Forudbestilling af mad i forbindelse med koncerterne foregår på mobil 2218 3767.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...