HÆDER: Frank Reimert Sørensen og Prima Beer & Wine får torsdag - igen - Ølentusiasternes Ølmærke, og nu gi’r han en omgang

HOBRO: På Hobro virksomheden Prima Beer & Wine ApS løfter de stolte hovedet.

Forleden stod det nemlig klart, at Ølentusiasternes Ølmærke i 2020 tildeles virksomheden på Lupinvej 4 i Hobro.

Samme ære overgik såmænd Prima Beer & Wine ApS i 2016.

Ølmærket

- Også dengang fik vi tildelt ølmærket, så denne gang er det med lige dele med stolthed og ydmyghed, at vi modtager den fornemme hæder og diplomet, siger Frank Rejmert Sørensen.

Han er grundlægger og indehaver af firmaet.

Overrækkelsen finder sted torsdag 5. marts klokken 17 på Lupinvej, hvor blandt andre lokalformand Erik Boldsen Gnudtzmann fra Danske Ølentusiaster i Randers vil være til stede.

Og alle hobroensere, der sætter pris på gedigent øl, inviteres til at overvære begivenheden og til at smage de fine sager gratis.

Fire kriterier plus det løse

Førnævnte ølmærke-udvalg opstiller i øvrigt følgende kriterier for uddelingen af Ølentusiasternes Ølmærke:

1. At oplyse foreningens medlemmer og andre om udskænkningssteder, indkøbssteder bryggerier og webshops, hvor man kan få en ekstraordinær øl oplevelse i området.

2. At give stederne en anerkendelse og opmuntring til at fortsætte og udvide indsatsen for det gode øl.

3. At øge synligheden af foreningen Danske Ølentusiaster og de gode udskænkningssteder etc.

4. Overordnet skal der være et godt udvalg af øl, der behandles ordentligt, serveres og sælges i et godt miljø.

Det tæller også med

Også kriterier som mangfoldighed, god bredde i øltyper, dedikation, tæft for det gode øl og personale med ølviden, udskiftning af øllet i forhold til årstiden, lokale nyheder, ølsmagninger og events tæller med i udvælgelsen af årets ølmærke.

Selv blev butiksindehaver Frank Rejmert Sørensen tilfældigt fanget af smagen af særlig godt og velbrygget øl under besøg for nogle år siden i den tjekkiske ølby Nachod.

Smag for øllet ved et tilfælde

- Jeg boede på hotel og vågnede forfærdeligt tidligt på grund af støj.

Op ad dagen fandt jeg ud af, at det lokale bryggeri havde vækket mig med ølflasker, der kørte på rad og række til opfyldning. - Derfor besluttede mig for at smage på det lokale øl, så da fyraften oprandt, bestilte jeg min første Primatorøl, en Premium Dark (min favorit)

- Da forstod jeg med det samme, at jeg stod og drak det bedste øl, jeg nogensinde havde smagt, forsikrer Frank Rejmert Sørensen.

Siden besøgte han flere gange Nachod i anden anledning.

- Hver gang købte jeg øl i kassevis med hjem. Så jeg spurgte mig selv: - Hvordan kan jeg sikre mig, at jeg altid kan få så godt øl, når jeg har lyst til det?

Frøet var sået

- Frøet var sået, og da var der ingen vej tilbage.

- Jeg gik i gang med at importere det tjekkiske øl til Prima Beer I/S, som jeg grundlagde 30. april 2011, beretter Frank Rejmert Sørensen.

Juni 2012 omdannede han Prima Beer I/S til et Aps, og ved den lejlighed blev han eneejer af virksomheden.

-Jeg værdsætter den gode smag indenfor alle områder.

- Skal det smage, så lad det smage uforglemmeligt godt, insisterer Frank Rejmert Sørensen.

Når Prima Beer & Wine ApS torsdag fejrer udnævnelsen og overdragelsen af Ølmærket med gratis ølsmagning, skal du blot møde op i butikken på Lupinvej 4 mellem klokken 17 og 19.

- Og tag endelig din kæreste, kollega, bedste ven og veninde med til et festligt fyraftensarrangement hos os, inviterer Frank Rejmert Sørensen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...