Julen er musikkens tid, og igen i år er der julemusik og julesalmer på programmet i Mariager Kirke.

MARIAGER: Der lægges ud onsdag 11. december med Klosterkorets julekoncert, hvor der er såvel danske salmer som engelske Christmas Carols på programmet, foruden solosang og et par fællessalmer.

Der er gratis adgang til koncerten, som efterfølges af æbleskiver for alle i korets normale øvelokale i Klostret.

Søndag 15. december fortsætter de musikalske juleaktiviteter med den traditionsrige julesalmemaraton i Mariager Kirke.

Der er nu ikke mere maraton over seancen, end at den kun varer en times tid, men på den tid når forsamlingen alligevel at synge 20-24 julesalmer.

Det hele foregår i kirkens store rum kun oplyst af stearinlys og med alle salmetekster vist på en storskærm.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...