Den tidligere landsholdsspiller og nybagte mor, Camilla Dalby, er blot en af de mange kvindelige håndboldstjerner, som 3. august vil kunne opleves i Hobro Idrætscenter. Arkivfoto

3. august mødes to af dansk kvindehåndbolds stærkeste ligahold i Hobro Idrætscenter

HOBRO: De lokale håndboldfans kan 3. august se frem til at opleve to af dansk kvindehåndbolds stærkeste liga-mandskaber, når Randers HK og Herning-Ikast Håndbold krydser klinger i Hobro Idrætscenter.

Opvisningskampen er en udløber af det samarbejde, som Randers HK og HIK-Rosendal Håndbold indgik tidligere i år med det erklærede formål at "fastholde og udvikle dygtige kvindelige håndboldsspillere i Hobro-Randers-området".

- Og i HIK-Rosendal Håndbold er vi stolte af, at vi således kan invitere til tophåndbold i Hobro, erklærer Jacob O. Mathiesen på vegne af den lokale håndboldfusion.

Kampen i Hobro 3. august bliver den første træningskamp for begge hold i forberedelserne frem mod den nye liga-sæson.

Hos Randers HK vil tilskuerne bl. a. kunne se frem til at se den nytilkomne svenske landsholdsspiller, Jamina Roberts, den tidligere FC Midtjylland-streg Sabine Pedersen og den nybagte mor Camilla Dalby, mens Herning-Ikast Håndbold bl. a. ventes at stille med topnavne som Louise Burgaard, Sabine Englert og landsholdsstregen Sarah Iversen, tidl. Nykøbing Falster Håndboldklub.

Arrangementet er et såkaldt "Meet and Greet"-arrangement, hvor der efter kampen selvfølgelig vil være mulighed for at få en autograf eller to med sig hjem.

Billetter incl. spisning kan i forsalg købes hos Intersport Hobro og via Randers HKs hjemmeside frem til 1. august.

Billetter uden spisning kan købes ved indgangen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...