VINDER-PROJEKT: Bunkeren, maskinmesterboligen, det unikke naturområde og den nye museumsbygning fremstår som en naturlig helhed

HIMMERLAND: Århusarkitekterne i Aart Architects skal tegne et nyt museum ved koldkrigsbunkeren Regan Vest

Sammen med et team bestående af udstillingsarkitekterne Thøgersen & Stouby, landskabsarkitekterne Sla og rådgivende ingeniørfirma Niras skal Aart Architects realisere velkomst- og udstillingsbygningen til det nye Regan Vest - Danskernes Koldkrigsmuseum i Rold Skov.

Det blev afsløret på et pressemøde torsdag på Hotel Comwell i Rebild Bakker.

På størrelse med fodboldbane

Regan Vest (Regeringsanlæg Vestdanmark) udfolder sig som en 5500 kvadratemeter stor atomsikker bunker.

Under jorden i Rold Skov fylder bunkeren altså, hvad der svarer til en tønde land - eller omtrent størrelsen på en 11 mands fodboldbane).

Den blev i al hemmelighed opført i 1960’erne under Den Kolde Krig med det formål at huse regering og regent i tilfælde af en atomkrig.

Bunkeren blev fredet i 2014 og står med alt originalt interiør intakt.

Derfor vandt de

Når den i 2021 åbner for publikum, vil der kun være adgang via guidede rundvisninger.

Derfor skal der ved siden af bunkeren opføres en velkomst- og udstillingsbygning med moderne publikumsfaciliteter, udstillinger og læringscenter.

Det er en opgave, som teamet med Aart architects i spidsen - og ifølge dommerkomiteen - har givet deres overbevisende bud på.

- En enig dommerkomité har peget på teamet, som med sit forslag har formået at skabe en løsning, hvor den eksisterende bunker og den tilhørende maskinmesterbolig sammen med det unikke naturområde og den nye bygning fremstår som en naturlig helhed, roser formanden for Ejendomsfonden Regan Vest, Claus Holm, Rebild Kommune.

Spændende totaloplevelse

- Den nye udstillingsbygning etableres som fire delvist nedgravede bokse, der let skjult bag en skovtykning gradvist toner frem for den besøgende.

- Flow’et både mellem de fire bokse - og mellem samtlige dele af Regan Vest - løses både logisk og enkelt, og det vil give publikum en spændende totaloplevelse, fremhæver Claus Holm.

Delvist bygget ind i landskabet skjuler de fire sorte bokse ude fra deres indhold. Og meget apropos som en slags hemmelige arkivmapper.

Når du træder ind i bygningen, udfolder en række forskellige funktioner sig for såvel gæster som ansatte: administration, foyer/butik, udstillinger samt læringscenter.

De servicerende funktioner placeres i ryggen ind mod skrænten, mens de store publikumsfaciliteter - blandt andet caféen med panoramavinduer - åbner sig ud mod ådalen.

Mange fleksible løsninger

En række fleksible løsninger er tænkt ind i projektet, og det giver både her og nu samt på sigt mulighed for at indrette på nye måder - både i publikumsområdet og i udstillingerne.

Et såkaldt introduktionsrum er placeret mellem på den ene side foyer og café-området og på den anden udstillingerne.

I introduktionsrummet møder publikum en stor skalamodel af bunkeren Regan Vest og en tidslinjefortælling, der sætter den historiske ramme for det videre besøg.

Modellens centrale placering giver mulighed for to parallelle adgangsveje, som naturligt deler de besøgende op, alt efter om de skal i udstillingerne, i bunkeren, læringscentret eller tilbage til foyerområdet.

Selve udstillingen disponeres med fleksible opbygninger af de enkelte temaer.

Historierne og virkemidlerne

Det giver mulighed for at iscenesætte hver historie med forskellige formidlingsmæssige virkemidler - herunder hands-on installationer, animerede tidslinjefortællinger, genstande og personlige beretninger.

- Jeg glæder mig til at se arkitekternes vision udfoldet.

- Regan Vest er et særligt sted, der fortæller om et vigtigt kapitel i vores historie, anfører Nina Kovsted Helk, filantropidirektør i Foreningen Realdania.

- Bunkeren rummer en enestående bygningskultur med en samfundsfortælling om Den Kolde Krig, som ikke er formidlet før

- Og projektet giver adgang til det oprindelige anlæg og bygger til med respekt for stedet og med den gode formidling i centrum.

- Det nye museum vil gøre historien levende og give nye stærke oplevelser til både voksne og børn, forudsiger Nina Kovsted Helk.

Arkitekter har nydt opgaven

Mads Nygaard, partner/arkitekt hos Aart Architects, har nydt opgaven:

- Den nye velkomstbygning bliver en vigtig brik i formidlingen af Den Kolde Krig og kommer til at sætte scenen for den ultimative koldkrigsoplevelse i Rold Skov.

- Med stor indlevelse gik vi til opgaven og gjorde en dyd ud af at skabe en samlet sanseoplevelse for den besøgende.

Den oplevelse bygger på selvsamme hemmelighedsfuldhed og mystik som Rrgan Vest”, pointerer Mads Nygaard,

Du kan læse mere om projektet på https://aart.dk/projekter/regan-vest.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...