Filmteatret fortæller eventyr med Nikolaj Lie Kaas 11-årige datter, Gerda, som Vildheks - og om Peter Plys med en voksen, mismodig Jakob

HOBRO: Film står i kø for at komme til på det hvide lærred i Hobro i denne uge.

Smallfoot er et animeret eventyr for hele familien, og som vender Bigfoot-legenden fra Himalaya fuldkommen på hovedet.

En dag finder den unge, kvikke yeti, Migo, noget, som han ikke troede eksisterede: et menneske.

En historie om kærlighed, venskab, mod og glæden ved at opdage... noget nyt.

Vildheks er en dansk eventyrfilm om 12-årige Clara, en helt almindelig pige, som en skønne dag angribes af en stor, sort kat.

Det forandrer hendes liv for altid.

Vildheksen

Da Clara bliver alvorligt syg med kattefeber, beslutter hendes mor at tage Clara med ud til sin søster Isa, som de ellers ikke har set i mange år.

Isa er nemlig en vildheks, som bor langt ude i skoven med sin hund Tumpe og sin vildven, uglen Tutu.

Ude hos Isa finder Clara ud af, at hun også er vildheks, og at den sorte kat er hendes vildven, som prøver at beskytte hende mod den onde heks, Kimæra..

En farefuld eventyrrejse kan for alvor begynde.

Gerda Lie Kaas, datter af Nikolai Lie Kaas, debuterer som filmskuespiller i rollen som Clara, mens Sonja Richter spiller Moster Isa.

Voksen og mismodig

I Disneys hjertevarme live-actionfilm, Jakob og Peter Plys, er den lille dreng blevet voksen og mismodig.

Netop Jakob drog jo på utallige eventyr i Hundredmeterskoven med sin samling af livlige og elskelige tøjdyr.

Nu er det op til hans barndomsvenner at drage ud i verden og hjælpe Jakob med at huske den kærlige og legesyge dreng, han stadig bærer indeni.

Jakob har fuldstændig glemt den idylliske barndom, han tilbragte sammen med en troskyldig, honningelskende bjørn og hans venner.

Men da han genforenes med Peter Plys, der nu er laset og nusset efter mange års kram og leg, vækkes deres venskab til live.

Og minder Jakob om de endeløse dage i fantasiens verden, der formede hele hans barndom, dukker frem.

Rumvæsenet Venom

Èn af Marvels største og mest komplekse karakterer melder sig på banen, da Eddie Brocks (Tom Hardy) krop bliver vært for rumvæsenet, symbioten Venom.

Han lægger også navn til filmen.

Som journalist har Eddie i årevis forsøgt at afsløre sandheden om den berygtede Life Foundation videnskabsmand, Carlton Drake (Riz Ahmed).

En besættelse, der ikke alene har kostet ham sin karriere, men også forholdet til kæresten, Anne (Michelle Williams).

Da et af Drakes eksperimenter, rumsymbioten Venom, forener sig med Eddies krop, får han pludselig utrolige superkræfter.

Og dermed en unik mulighed for at gøre præcis, som han har lyst til.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...