Hobro nærmer sig toppen af 1. division efter tredje sejr på stribe

FODBOLD: Hobro IK er for alvor kommet i gang i landets næstbedste fodboldrække, og tirsdag aften blev det til den tredje sejr på stribe, da holdet vandt med 2-1 på hjemmebane over Skive.

For en gangs skyld fik Hobro lidt fordel af ikke længere at være i Superligaen, da det straffespark, der endte med at give sejrsmålet, ikke var blevet dømt i den bedste række, hvor man nu har hjælp af VAR. Men Thomas Enevoldsen omsatte sikkert, efter Jacob Tjørnelund var faldet i feltet.

Hobro lagde godt fra land og havde flere gode muligheder i første halvleg. Både Don Deedson og Mads Hvilsom testede Marcus Bobjerg i Skive-målet i første halvleg, men begge gange viste Skive-keeperen, at han var særdeles årvågen.

I den anden ende var Skive faktisk tæt på at komme foran først, da Sebastian Denius egentlig gjorde alt rigtigt i et kontraløb, men hans flade afslutning ramte til held for Hobro den ene opstander.

I stedet slog Hobro til først. Thomas Enevoldsen samlede en bold op på kanten af feltet og trykkede resolut og fladt af mod mål, og undervejs ramte Mads Hvilsom bolden, så den snød Bobjerg. 1-0 i en situation, hvor angriberen var tæt på at være i offside.

Og bare nogle minutter senere blev det altså 2-0 på føromtalte straffespark, der samtidig sikrede det første ligamål for Thomas Enevoldsen efter tilbagekomsten til Danmark.

I anden halvleg burde det dog være blevet til endnu flere mål for offensivspilleren, for i det første kvarter efter pausen vadede Hobro i store muligheder på omstillinger.

Thomas Enevoldsen fik testet Bobjerg tre gange - to gange med udmærkede afslutninger, men den tredje, hvor han blev spillet helt fri i feltet af Mathias Haarup, fik han slet ikke ordentligt træf på.

Og så går det ofte gerne i fodbold sådan, at det modsatte hold slår til, hvis det andet ikke kan udnytte chancerne.

Sebastian Denius fik revanche for den misbrugte chance inden pausen, og han sendte den ind med et flot spark fra kanten af feltet.

Hobro var trykket lidt ned mod slutningen af kampen, men formåede at holde stand

Hobro gav fra start debut til den nye svenske midtbanespiller Amel Mujanic, der tidligere tirsdag blev lejet for resten af sæsonen i Malmö FF, og han gjorde det glimrende taget i betragtning af, at han først lige har mødt sine nye holdkammerater.

Hobro rykkede med sejren op på tredjepladsen i 1. division, inden denne runde er færdigspillet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...