24 hold truckere fra Nord- og Midtjylland satte hinanden i stævne i Arden Hallerne

ARDEN: Lastbilchauffører fra det meste af Nord- og Midtjylland kæmpede lørdag for 13. gang ved det traditionelle Trucker-fodboldstævne i Arden Hallerne. Hele 24 hold deltog i stævnet, hvor truckere sætter hinanden stævne for at hygge om spillet med den lille runde og have nogle fornøjelige timer sammen.

Det er et hold på fire gutter, der står bag arrangementet, nemlig Jørgen ”Pot” Pedersen, Søren Poulsen, Dennis Madsen og Søren Hjort ”Banjo”.

- Det er en rigtig god måde for lastbilchauffører, der måske ikke får rørt sig så meget til dagligt, at få pulsen lidt op, og vi har det altid forrygende sjovt, fortalte Søren Poulsen.

- Mange tager også deres familie med, så kan de hygge sig i svømmehallen eller i cafeteriet. Stævnet slutter med en stor fællesspisning, så det er altid en rigtig god dag for alle.

Overskuddet fra dagen, som dog er ganske beskedent, går til foreningen ”Lastbiler for børn”, hvis formål er at give børn med en anstrengt hverdag med sygdom, sygehus, læger eller lignende en god oplevelse ved at besøge dem med et passende antal lastbiler, som børnene frit nyde udforske på nært hold. Foreningen var også til stede med en lille bod ved lørdagens stævne.

Vinderen af lørdagens stævne blev i øvrigt Linde-Mellerup Vognmandsforretning.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...