Himmerlands Folkemusikefterskole tyvstarter sæsonen på tirsdag 27. august

SKØRPING: Selve undervisningen går først i gang først i september, men allerede tirsdag 27. august inviterer Himmerlands Folkemusikskole alle interesserede til et præsentationsarrangement for nye og tidligere elever.

Her kan man få en introduktion til, hvilke muligheder der er for at deltage i nye og gamle undervisningstilbud. Hvad enten man er nybegynder eller spiller i forvejen.

På aftenen er der god mulighed for at få en snak med lærere og elever og opleve, hvordan Himmerlands Folkemusikskole arbejder med musikken, og alle, der har lyst, er også velkomne til at yde deres aktive bidrag til aftenens musikalske udfoldelser.

Præsentationsarrangementet er blot det første af en lang række musiktilbud, som Himmerlands Folkemusikskole er initiativtager til i den kommende sæson.

Mest velkendt er nok de Musikalske Åbne Huse, som folkemusikskolen de seneste år har holdt i samarbejde med egnens forsamlingshuse, musikforeninger, kulturhuse og lignende.

Det første af efterårets Musikalsk Åbent Hus-arrangementer afholdes søndag 15. september i Veddum Kulturhus.

På nuværende tidspunkt er der desuden planlagt Musikalsk Åbent Hus i Skørping Sognegård, Kig Ind i Nørager og Den Gl. Biograf i Mariager.

Hvor mange det ellers bliver til i løbet af efteråret og vinteren, ligger endnu ikke fast, men i sidste sæson blev det i alt til 10 Musikalsk Åbent Hus-arrangementer.

Sæsonen 2019/2020 byder også på en række kortere kursusforløb for guitar og harmonika, et dagskursus med irsk musik og et weekend-seminar med jazz-, barok- og folkemusik, og i slutningen af sæsonen: ”Maj-musik”, som er en række sammenspilsaftener, hvor alle, der har lyst, kan mødes og spille sammen, inden sæsonen slutter.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...