Afdelingschef Annette Skovlykke Nielsen (Tradium), rektor Lene Augusta Jørgensen (UCN) og vice-borgmester Jens-Henrik Kirk (Mariagerfjord Kommune) skåler på lejekontrakten. Privatfoto

Videregående uddannelse i eksport og teknologi får hjemme hos Tradium og kan optage op mod 20 studerende

HOBRO: Hobro får 1. september i år en ny videregående uddannelse, som vil få plads til op mod 20 studerende.

Professionshøjskolen UCN etablerer sig i Hobro med første del af uddannelsen til professionsbachelor i eksport og teknologi.

Fredag faldt den fysiske placering på plads, da der blev indgået lejekontrakt mellem UCN og Tradium på Kirketoften i Hobro.

Rektor på UCN, Lene Augusta Jørgensen, er godt tilfreds med, at UCN nu har fået tag over hovedet i Hobro:

- Placeringen sammen med Tradium og Erhvervsakademi Dania er ideel for UCN.

- Vi arbejder hårdt på at etablere et både fagligt og socialt studiemiljø til vores kommende studerende, så de får tilbudt uddannelse af høj kvalitet og ikke mindst relevans for erhvervslivet.

- Med denne aftale er vi et stort skridt nærmere at komme i gang, siger Lene Augusta Jørgensen i en pressemeddelelse.

Viceborgmester i Mariagerfjord Kommune, Jens-Henrik Kirk, deltog ved underskrivelsen af aftalen. Han ser meget positivt på udsigten til flere uddannelsesmuligheder i området:

- I Mariagerfjord er vi stolte over, at det er lykkedes os at tiltrække en bacheloruddannelse i eksport og teknologi.

- Det er helt afgørende for os som kommune, at mange af vores unge har nem adgang til gode uddannelser og senere fine jobmuligheder, siger Jens-Henrik Kirk.

Uddannelsen i eksport og teknologi er en teknisk-merkantil bachelor med fokus på job indenfor det danske eksportmarked.

Ansøgningsfristen for gymnasiale ansøgere er 5. juli.

Udover Professionshøjskolen UCN og Tradium har Erhvervsakademi Dania aktivitet på adressen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...