Ud over de sociale medier og trykte brochurer har Mariagerfjord Ungdomsskole også været på rundtur på skolerne

HOBRO: Mariagerfjord Ungdomsskole går igen på gaden med dugfriske tilbud til kommunens unge, men på en ny måde.

- Det kan godt være, at der findes unge, som udelukkende henter information ned via nettet og de sociale medier.

- Men vi i Ungdomsskolen tror stadig på, at en god gammeldags brochure specifikt målrettet de unge kan gøre en forskel, insisterer projektmedarbejder Rikke Krabsen Bredahl.

- Vi har nemlig den opfattelse, at vi skal gå flere veje for at nå de unge med vores tilbud.

Ikke kun på sociale medier

- Ingen tvivl om, at vi skal være til stede på de sociale medier som Facebook, Instagram og Snapchat.

- Men vi oplever også unge som af den ene eller anden grund stadig bruger brochuren som inspiration til nye fritidsaktiviteter.

- Når vi spørger de unge selv, hvor de ser vore tilbud, virker det som om, at brochuren fortsat spiller en rolle for nogle, fremhæver unge projektmedarbejder Rikke Krabsen Bredahl.

- Selvfølgelig ser vi en stor bevægelse fra de trykte medier og over på de digitale platforme.

- Unge er online, men med brochuren får forældrene også en chance for måske at støtte de unge i deres valg af fritidsaktiviteter, tilføjer Rikke Krabsen Bredahl.

Også i forbindelse med selve lanceringen af den nye brochure er Ungdomsskolen denne gang gået nye veje for at tiltrække de unges opmærksomhed.

- Tidligere har vi aflagt de enkelte overbygningsklasser et kort besøg, hvor vi har delt vores brochure ud, men hvor det hele måske var en smule mere abstrakt.

På besøg på skolerne

Denne gang ville vi gerne træde et skridt tættere på de unge.

- Derfor har alle de kommunale overbygningsskoler haft besøg af os i løbet af nogle uger, fortæller ungdomsskoleleder Lars Otte Koefoed.

- Besøget har taget afsæt i en slags messe for overbygningseleverne.

- Tanken fra vores side har været, at de unges sanseapparat skulle mere i spil, og at de unge skulle møde nogle af vores faglærere samt tovholdere på de forskellige ungeprojekter.

Det hele værd

- Og i forbindelse med besøgene havde vi også medbragt lidt af vores grej, så de unge kunne få et bedre indtryk af deres muligheder i Ungdomsskolen, uddyber Lars Otte Koefoed.

Han glæder sig over den fine modtagelse hos de unge på skolerne.

- Vi har fået positive tilbagemeldinger fra både lærere og elever.

- Så jeg er sikker på, at vi gentager succesen om et års tid igen.

Det er selvfølgelig en større omgang, som involverer både en del personale og en pæn mængde flyttegods, men det har været det hele værd, forsikrer Lars Otte Koefoed.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...