Ved fristens udløb var der kun indkommet et forslag til kandidat, der dog ikke opfyldte betingelserne

REBILD: Ved fristens udløb for indstilling af kandidater til årets handicappris 8. november var der kun indkommet et forslag.

Dette forslag er efter bedømmelsesudvalgets vurdering uden for Handicapprisens område.

- Udvalget har derfor besluttet at springe over uddelingen her i 2019. Handicap-rådet ønsker ved uddeling af Handicapprisen for 2020 at sætte fokus på idrætstilbud til handicappede. Ved det årlige arrangement i foråret for frivillige på idræts- og fritidsområdet vil der derfor blive sendt en opfordring til idrætslivet til at komme med initiativer, der inkluderer borgere med handicap. Det bedste forslag her vil senere på året så blive belønnet med Handicapprisen 2020, forklarer byrådsmedlem Thøger Elmelund Kristensen som formand for Handicap-rådet i Rebild Kommune.

Prisuddeling for syvende gang

Det var ellers syvende år i træk at Rebild Kommune skulle uddeler hædersprisen på 5000 kr.

For at blive indstillet til handicapprisen skal der fra kandidaternes side ifølge vedtægterne være ydet en særlig indsats:

•i forhold til en enkelt borger eller familie

•som ildsjæl i en forening, organisation eller lignende

•i forbindelse med aktiviteter for mennesker med handicap

•af en virksomhed i forbindelse med job og beskæftigelse for mennesker med handicap.

Kandidater kan repræsentere både enkeltpersoner, institutioner, foreninger og organisationer rundt i Rebild Kommune.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...