DEBATMØDE: Politikere italesatte på Kulturstationen i Skørping den svære kunst at skabe mere økonomisk balance mellem kommunerne

SKØRPING: Danmark er ved at blive delt i en lille superliga, hvor alt næsten kan lade sig gøre. Og så resten, hvor man år efter år bare skærer ned på alt.

- Vi skal have fundet en løsning, så der er mere retfærdighed i hvilke serviceniveauer, der ydes i de forskellige kommuner.

Sådan efterlyste blandt andre folketingsmedlem Orla Hav (S), da Det Radikale Venstre i Rebild forleden på Kulturstationen i Skørping inviterede til debat om den kommunale udligning.

88 synes - at de får for lidt

Udover Orla Hav talte aftenens politikerpanel også Christiansborg-kollegerne Kathrine Olldag (RV) og Torsten Schack Pedersen (V) - foruden de to borgmestre Leon Sebbelin, Rebild, og Per Bach Laursen, Vesthimmerland, samt viceborgmester Leif Skaarup, Mariagerfjord.

Alle var de for så vidt enige om, at den nuværende udligningsordning ikke fungerer optimalt.

Omvendt var der i panelet også bred forståelse for, at en 100 procent retfærdig udligningsordning vil være vanskelig at nå frem til.

- En justering eller omlægning af den kommunale udligningsordning er ikke en vindersag, man bliver populær på.

- Allerede i dag synes de 88 kommuner, at de får for lidt - og de resterende 10, at de betaler for meget.

Ingen er tilfredse

- Lige så mange vil være utilfredse, når der er vedtaget en ny ordning.

- Det er en umulig opgave at gøre alle tilfredse, forudså Venstres Torsten Schack Pedersen.

- Det største problem er faktisk, at mange borgere undrer sig over den noget kaotiske proces vi er igennem kommunalt.

- Men det er svært når man ikke kender de endelige tilskud, før man næsten er færdig med budgetprocessen i kommunen, beklagede første viceborgmester i Mariagerfjord Kommune, Leif Skaarup (S).

Vesthimmerlands udfordring

Og uden kommunal udligning ville en kommune som Vesthimmerland være ilde stedt:

- Som kommune med et af de mindste beskatningsgrundlag i Danmark får vi næsten 10.000 kroner i udligning pr. indbygger.

- Uden de penge måtte vi sætte kommuneskatten op fra 27 procent til 33, procent. Det kan vi ikke, fastslog borgmester Per Bach Laursen (V).

Rebild-borgmester Leon Sebbelin opfordrede på den baggrund kraftigt Venstre og Socialdemokraterne til at finde hinanden i spørgsmålet om en justering eller nytænkning af den kommunale udligning.

Mere af den slags fremover

- Det er vigtigt at have så brede skuldre som muligt, når noget så upopulært skal justeres.

- For kommunerne er det først og fremmest vigtigt, at det nye system vil være kendetegnet ved forudsigelighed, stabilitet og retfærdighed. Hvis det bliver tilfældet, så er vi kommet langt, vurderede han.

Formand for De Radikale i Rebild, Torsten Topbjerg, glæder sig over en god debat - og et fint fremmøde.

- Vi vil i fremtiden gerne lave flere af den her slags debatmøder, hvor vi har forskellige partier indover til en dialog om emner, som er vigtige for vores lokale kommuner, bebuder han.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...