En af årets Blå Kors-lejre finder sted på Blå Kors’ skib Agape på Mariager Fjord

Det er ikke alle, der har råd eller mulighed for at komme af sted på sommerferie.

Derfor arrangerer Blå Kors Danmark igen i år sommerlejre for børn og unge fra udsatte familier, der trænger til et pusterum fra hverdagen, og fem sommerlejre sidste år er i år blevet til syv lejre med 212 børn og unge, der alle har dét tilfælles, at de kommer fra familier med forskellige udfordringer som misbrug af alkohol eller stoffer, fattigdom, psykisk sygdom eller sociale problemer.

En af Blå Kors-lejrene finder i år sted på Blå Kors’ skib Agape på Mariager Fjord i perioden fra 6. til 10. august.

Lejren er for unge mellem 13 og 17 år, og erfaringen fra tidligere år er, at mange af deltagerne oplever lejrturen som et pusterum i en ofte trængt hverdag, fortæller Sandra Trampedach-Junget, som er frivilligkoordinator for Blå Kors’ ferielejre:

- Vi hører tit fra både børn og unge, at lejrturen er et af sommerens helt store højdepunkter, som de har glædet sig til længe. Derfor er vi taknemmelige for de mange større og mindre økonomiske bidrag fra fonde og legater, der gør, at vi i år kan arrangere hele syv sommerlejre, siger hun.

På lejren til vands venter der de ti unge lejrdeltagere en uge med det simple sommerliv ombord på et skib med vind i håret og blå bølger, fortæller frivilligkoordinatoren:

- Igen i år drives Blå Kors’ lejre primært af verdens sejeste frivillige, som med deres store engagement og vilje formår at skabe uforglemmelige oplevelser og venskaber mellem deltagerne på lejrene, denne gang en helt særlig tur på vandet, siger Sandra Trampedach-Junget, og fortsætter:

- Vi håber, at alle tager hjem med gode minder og oplevelser i bagagen, som giver dem håb og livsmod, der varer ved - også længe efter, at lejren er forbi.

Blå Kors’ lejre er støttet af Ole Kirks Fond, Louis Petersens Fond, Jascha Fonden, Hempel Fonden, Augustinus Fonden, Lauritzen Fonden, Carl August og Jenny Andersens Fond, Civilingeniør H. C. Bechgaard og Hustru Ella Mary Bechgaards Fond samt Frimodt-Heineke Fonden.

Derudover har Djurslands Efterskole i år samlet penge ind til lejrene.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...