Karen Havskov Jensen udstiller nogle af sine arbejder hos Højbjerg & Simmelsgaard i Skibsgade 44

HOBRO: Med udstillingen Mønsterbrug præsenterer Galleri Højbjerg & Simmelsgaard i Skibsgade 44 kunstneren Karen Havskov Jensen.

I mange år har Karen Havskov Jensen, der er uddannet på henholdsvis Det Fynske og Det Jyske Kunstakademi, beskæftiget sig med dansk landbokultur.

Svinestalde, kornmarker og traktorspor dukker således op i hendes tekstile skulptur- og installationsarbejder, hvor de indgår som elementer i, hvad man kunne kalde et surreelt produktionslandskab.

Kvindearbejde i landbohjem

Samtidig udgør det traditionelle kvindearbejde i landbohjemmet også en afgørende inspirationskilde for kunstneren.

Remedier som symaskine, hæklenål, strikkepinde etc. er således flittigt benyttede redskaber i Karen Havskov Jensens kunstneriske produktion.

De husmoderlige sysler afføder ofte besynderlige, deformerede beklædningsgenstande eller spinner ud af kontrol.

Som når eksempelvis den hæklede flakon i værket Rundt i Reservatet erobrer hele stuen.

Udstillingens titel - Mønsterbrug - er også titlen på en mindre serie af de viste værker; heriblandt et ”relief” i form af en strikket svinefarm set fra luften.

Titlen Mønsterbrug henviser til forestillingen om et ideelt og effektivt landbrug, men tilkendegiver også at kunstneren er en mønsterbruger:

Nemlig en der finder mønstre og anvender dem på alternative måder i sit arbejde.

Karen Havskov Jensen er særegen i sin søgen efter mønstre udenfor det urbane rum - kulturelt såvel som geografisk spiller den ”udkanten” en central rolle i hendes kunstneriske projekt.

Afsøgen af ”udkanten”

Dog ikke som en afsøgen af et eksotisk landskab.

Udkanten udgør nemlig Karen Havskov Jensens eget centrum.

Det er herfra, kunstnerens verden går, og med udstillingen inviterer hun os med ind i et af Udkantsdanmarks kreative epicentre.

På udstillingen vises der både ældre og helt nye værker - specifikt til udstillingen har Karen Havskov Jensen således syet gardiner til tre af galleriet store vinduer ud mod gaden.

Udstillingen åbnes af kunsthistoriker Anne Lie Stokbro, der er daglig leder af Kunstetagerne, Hobro.

Undervejs serveres kaffe og hjemmebag.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...