Fuglegruppe i Mariagerfjord er positivt overrasket

Fuglegruppen under Danmarks Naturfredningsforening i Mariagerfjord har været ude og inspicere gruppens opsatte natugle- og tårnfalkekasser.

Optællingen viser, at der allerede et år efter opsætningen, var ynglende ugler i 16 ud af 29 undersøgte kasser.

For tårnfalkenes vedkommende var der ynglende fugle i 14 ud af 22 kasser.

Begge resultater kommer meget bag på Fuglegruppens medlemmer, som troede, der ville gå mange år, inden 50 procent af kasserne var blevet beboet.

Resultatet bekræfter, at der er meget stor mangel på gode redesteder, som for uglernes vedkommende er gamle hule træer. I stedet for har mange ugler måtte nøjes med f.eks. gamle kragereder.

Også et sløruglepar er flyttet ind i en natuglekasse, så nu går gruppen også i gang med at bygge specielle kasser til slørugler.

Ud over at bygge og opsætte fuglekasser har gruppen også arbejdet hårdt for at formidle gruppens resultater på den lokale DN-hjemmeside.

Her kan man finde et aktivt kort, der viser, hvor der er opsat fuglekasser. Man kan vinge af, om man vil se alle kasser, eller hvor der er kasser for kun en af fuglearterne.

Der vil løbende komme flere resultater og nye forbedringer, ligesom der løbende bliver lagt fotos og videoklip ind af de inspicerede kasser.

Ugle- og falkeinformationerne kan findes på hjemmesiden https://mariagerfjord.dn.dk/vi-arbejder-med/fuglegruppen-dn-mariagerfjord.

Der ligger masser af oplysninger om Fuglegruppens arbejde m.v

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...