Med op mod 300 passagerer til en enkelt afgang med Halloweentoget har banen grundlagt en ny tradition

MARIAGER: Halloweentoget på veteranbanen mellem Mariager og Handest trak op mod 300 passagerer.

- Et sandt tilløbsstykke. Ganske vist kunne vi se på de mange forhåndsbookninger af billetter til toget, at der var stor interesse for arrangementet.

- Men at vi skulle nå op på 300 rejsende fra Mariager, havde vi ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, jubler veteranbanens driftsbestyrer Jan Eriksen.

- Stort set alt vores jernbanemateriel var ude at køre her til aften.

Næsten alt materiel i drift

Afgangen fra Mariager blev forsinket med omkring et kvarter. Det er der en god forklaring på. Vi måtte simpelthen finde flere vogne at sætte i toget.

- I forvejen havde vi oprangeret alle vore personvogne ved perronen.

- Men det var ikke tilstrækkeligt.

- Så i sidste øjeblik blev vi blev nødt til at snuppe to af vore motorvogne og sætte bagerst på toget for at have plads til alle fremmødte, uddyber Jan Eriksen.

Trods uhyggen med afgang ved skumringstid tøffede Halloween-toget af sted under en rigtig hyggelig og afslappet atmosfære.

Rigtig mange børn havde medbragt udskårne græskarlygter, som blev placeret ved stationsbygningen i Mariager - forsynet med stearinlys.

Lygter og lys

Toget passerede en True station pyntet op med lygter og lys, og i Vester Tørslev havde beboerne i stationsbygningen sammensat et helt Halloween-tableau.

I Handest blev toget mødt af en række flotte græskarlygter på perronen, udskåret af byens beboere.

Og så vankede der ellers bål og ristede skumfiduser til alle børnene på perronen og til de voksne kaffe og hyggemusik i pakhuset.

Et skær af eventyr

Efter en god halv times ophold gik turen retur til Mariager - nu i en buldrende sort oktoberaften.

I personvognene kunne passagererne med egne øjne følge den gul-orangehale ildhale, der sprudlede op fra lokomotivets skorsten.

Som afslutning på en stemningsfuld aften, blev toget i Mariager modtaget af snesevis af flotte lysende græskarlygter.

Der gav ankomsten til perronen i Rosernes By et skær af eventyr.

- Så vi er ret overbevist om, at vi i Halloween-toget har grundlagt en ny årlig tradition”, bebude driftsbestyrer Jan Eriksen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...