Nordjyllands Politi har haft fokus på en gruppe unge, der chikanerer og skaber utryghed på busterminalen i Hobro og kører stærkt på knallert gennem Adelgade

HOBRO: Fire unge mænd kan se frem til bøder, efter de onsdag kørte på ulovlige knallerter ved busterminalen i Hobro.

Der er tale om tre 15-årige og en 16-årig fra Sdr. Onsild, Tobberup og Døstrup, der blev standset af en civil patrulje af forebyggelsesbetjente.

- De er sigtet for at køre to på en knallert, for at køre for stærkt og for ikke at følge politiets anvisninger.

- De kørte op mod 81 og 82 km/t på knallerter, der kun må køre 30 km/t., fortæller politiassistent Simon Jacobsen, der er leder af politiets forebyggelsesafdeling i Himmerland.

Afdelingen har den seneste måned haft fokus på en gruppe på 15-20 unge, der chikanerer og skaber utryghed på busterminalen i Hobro og kører stærkt på knallert gennem Adelgade, fortæller Simon Jacobsen.

- Vi har haft nogle sager on and off. De sidder nede på busterminalen, og der er forlydender om, at de sniffer lightergas. Vores forebyggelsesbetjente kender de unge og er i kontakt med dem.

- Det er noget, vi har fokus på. Næste gang vi tager dem i at køre for stærkt, bliver knallerterne konfiskeret, siger Simon Jacobsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...