Louise Plougmann Rasmussen (tv), afdelingsleder Lasse Hovgaard Kragh, Jutlander Bank, og Mie Dyg Christensen har alle kun positivt at sige om Jutlanders Banks nye Connect Ung-team, bestående af finansøkonom-studerende fra Erhvervsakademi Dania i Hobro. Privatfoto: Dania

Til september får et nyt hold Dania-studerende i Hobro chancen i Jutlander Bank

HOBRO: Seks finansøkonom-studerende på Erhvervsakademi Dania i Hobro har fået sig et lærerigt studiejob ved siden af studierne.

De seks udgør tilsammen Jutlander Banks nyoprettede "Connect Ung"-team, som er etableret i et forsøg på at gøre banken mere attraktiv for de yngre kunder.

De seks studerende har bl. a. til opgave at kontakte unge kunder på telefonen for at lodde, hvad deres behov er, og det har indtil videre været en stor succes, vurderer afdelingsleder Lasse Hovgaard Kragh, som er ansvarlig for Jutlanders Banks Connect Ung-team.

- Vi synes, at det giver en ekstra værdi at have studerende, som taler de unges sprog, fremhæver han.

De studerende deltager bl. a. i forskellige events i bankens 25 filialer, og ikke mindst her kan banken mærke en målbar forbedring. Der kommer ganske enkelt flere unge interesserede, når Connect Ung-teamet er med.

Louise Plougmann Rasmussen og Mie Dyg Christensen er to af de seks studerende, der hjælper andre unge.

26-årige Louise Plougmann Rasmussen, vejleder blandt andet om SU, boligstøtte og forskudsopgørelser.

Hun er begejstret for sit studiejob og føler, hun gør en forskel.

- Jeg oplever generelt, at vores unge kunder er mere trygge med os. Vi taler i et mere frimodigt sprog, og vi har måske selv stået med SU-problemer eller manglet vejledning om, hvordan børneopsparingen kan bruges fornuftigt.

- På Erhvervsakademi Dania har jeg lært meget om salg og kundekontakt, og det synes jeg, at jeg bringer i spil i banken, siger Louise Plougmann Rasmussen.

De unge i Connect Ung-teamet arbejder typisk otte timer om ugen og opfatter ikke bare jobbet som et studiejob, men som et job, hvor de kan bruge den viden, de har med sig fra skolebænken.

- Hvad er kapitalindkomst? Hvis man spurgte de unge, er det ikke sikkert, at alle kan svare på det, men jeg kan oversætte begreberne, så det giver mening, bemærker 23-årige Mie Dyg Christensen.

I det hele taget betragter Jutlander Bank oprettelsen af Connect Ung-teamet som så stor en succes, at banken netop har besluttet sig for at fortsætte med et nyt hold Dania-studerende.

På den baggrund bliver der til september rekrutteret en nye række studerende fra Erhvervsakademi Dania i Hobro.

- Unge-segmentet var før i tiden svært for os at få fat i, fordi de ikke har kunnet se værdien i at have en relation til banken.

- Jeg er derfor meget tilfreds med, at vores dygtige studerende nu er med til at få de unge til at se, at banken giver rigtig mange muligheder, lyder det fra afdelingsleder i Jutlander Bank. Lasse Hovgaard Kragh.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...