Trods et gevaldigt bump på vejen har Frank Sørensen og Søren Kejler atter fået vind i sejlene på Lupinvej

HOBRO: For godt fem år siden havde Frank Sørensen et job, hvor han solgte maskiner til landbrug, entreprenører og industri.

På en forretningsrejse til Tjekkiet smagte han en lokal øl, der hed Primator, og det blev starten på et nyt arbejdsliv.

Frank Sørensen var nemlig så begejstret for den tjekkiske øl, at han fik arrangeret en rundvisning på bryggeriet og efterfølgende begyndte at importere Primator, som han på hobbyplan solgte til forskellige specialforretninger rundt omkring i Danmark.

Salget af øllene gik godt, mens Frank passede sit job ved siden af. Lige indtil 2014, hvor han blev fyret. Derfra var der to muligheder.

At søge et nyt job eller at satse på at gøre hobbyforretningen til sin levevej. Frank valgte det sidste.

Han ville dog gerne have en god partner med på rejsen. En partner, der kunne sit kram.

Derfor forhørte Frank sig hos Søren Kejser, som han havde lært at kende hos en af de specialforretninger, som han havde solgt øl til. Søren var med det samme frisk på idéen.

Bump på vejen

- I starten ville vi bare være grossister, men ret hurtigt besluttede vi også at åbne en butik på Brotorvet i Hobro, fortæller Frank Sørensen.

Her havde de butikken indtil sommeren 2017, hvor der kom et gevaldigt bump på vejen. De gik konkurs.

- Det var flere uheldige omstændigheder, og vi købte selv restlageret og startede op igen kort tid efter. Udover lidt gæld til skat, så fik alle kreditorer deres penge, så vi kom godt videre, og i dag går det godt, hvilket også skyldes, at vi har flyttet vores fysiske butik op på Lupinvej, hvor vi også har vores lager.

- Det har betydet, at vi har fået en større og flottere butik, samtidig med at vi sparer gevaldigt på huslejen. Og kunderne er rigtig gode til at finde herop.

- Vi har travlt, og vores vækst ser ud til at fortsætte. I hvert fald ligger vi lige nu 50 procent over sidste års omsætning, som i forvejen var rigtig god, og så er vi efterhånden oppe på otte medarbejdere. Vi er også blevet en del af Vin & Vin-kæden, fortæller Frank Sørensen.

Ansat en vinspecialist

Vin & Vin har i dag 450 forskellige øl på lager, omtrent 100 forskellige vine, 100 forskellige gin, 80 forskellige rom og 50 forskellige whisky, så der er virkelig noget for enhver smag og pengepung.

- Det er jo en fantastisk verden, og for at sikre den bedste vejledning om vin har vi ansat Enrico Quaranta som vinspecialist i butikken. Han kan vejlede, rådgive og fortælle om vores vine, og det har været en stor succes, som kunderne sætter pris på.

- Vi arrangerer også løbende smagninger, både af øl, vin og forskellig spiritus her i butikken. De er også blevet nogle tilløbsstykker med superflot opbakning, slutter Frank Sørensen, inden telefonen ringer for fjerde gang under vores snak, hvilket understreger, at juletravlheden for alvor har sat ind …

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...