Blå Kors Ferielejre har denne sommer tre lokale lejre for udsatte børn - på Onsild Idrætsefterskole, Skrødstrup Efterskole og om bord på Agape

MARIAGERFJORD: Ikke alle har råd eller mulighed for at komme af sted på sommerferie.

Derfor arrangerer den sociale hjælpeorganisation Blå Kors Danmark blandt andet tre lejre i Hobro og Mariager for børn og unge fra familier med eksempelvis alkohol- og stofmisbrug eller psykiske og sociale problemer.

Lejrene foregår på Onsild Idrætsefterskole, træskibet Agape i Mariager Fjord for børn i alderen 7-13 år og på Skrødstrup Efterskole for 10-14-årige børn og unge.

Spreder glæde

- At komme af sted på en lejrtur sammen med andre børn og unge og en masse engagerede frivillige, som har dedikeret en uge af deres sommerferie, spreder glæde, selvtillid og fører til mange gode venskaber.

- Erfaringer fra tidligere år viser, at mange af deltagerne oplever lejrturen som et pusterum i en ofte trængt hverdag, fortæller Sandra Trampedach-Junget, som er frivilligkoordinator for Blå Kors’ Ferielejre.

Harry Potter univers

Det er altså en mangeårig tradition, som fortsætter, når Blå Kors Danmark i år sender udsatte børn og unge afsted på sommerlejre rundt om i Danmark.

Der afvikles i alt fem lejre for omkring 150 børn og unge - og tre af lejrene finder altså sted i Mariagerfjord.

Nordjyllandslejren på Onsild Efterskole foregå fra lørdag 7. juli til fredag 13. juli.

Her indrulles børnene i ånden fra Hogwarts Skole for Heksekunster og Troldmandsskab - og altså i Harry Potters univers.

"Sammen skal vi udforske magiens verden, og her vil De blive oplært efter alle kunstens regler.

Vi skal lære om botanik, eliksirer og forvandlinger. Vi skal gøre gode handler og fund i både den magiske by og den forbudte skov.

De vil lære at flyve på kost, og sammen med Deres kollegie skal de andre udfordres og besejres i den berømte sport, Quidditch".

Eftersom Blå Kors jo drives på et kristent grundlag hører børnene også om "Ham der Jesus, Hans far - Gud og en masse andet".

Om bord på Agape

Om bord Sommer til Søs, der udspiller sig fra mandag 9. juli til fredag 13. juli på skibet Agape, oplever lidt større børn "fem dages action, sammenhold og hygge på Mariager Fjord.

På Sommer til Søs lever vi det simple sommerliv om bord på skibet Agape.

I fællesskab skal vi sætte sejl, lære at navigere og sejle fra havn til havn" - langs østkysten fra Hobro til Hals.

Her bydes på "fede aktiviteter til lands og på vand. Vi skal sejle i bananbåd, spille rundbold, lave bål, tegne, spille musik og meget andet".

Om bord vil være "rutinerede sejlere fra alle Verdenshavene, som kan fortælle os gode historier, lære os at navigere til søs og få os sikkert i havn. Om eftermiddagen lægger vi til kaj og går i land for at udforske området, lave mad og hygge os sammen".

Between Lejren

Endelig byder Blå Kors ferielejre på Betweenl Lejren på Skrødstrup Efterskole i Mariager, og den foregår i dagene søndag 15. til lørdag 21. juli.

Her hygger 10-14 årige sig med "fede aktiviteter, leger vandkrig, møder en masse skøre mennesker og har det vildt sjovt.

- Vi skal synge sange, høre gode historier, og have masser af lækker mad som køkkentanterne laver til os, og vi skal gøre det hele i forrygende selskab", stiller arrangørerne det i udsigt.

- Vi hører tit fra både børn og unge, at lejrturen udgør et af sommerens helt store højdepunkter, som de har glædet sig til længe.

Udfordrede familier

Derfor er vi taknemmelige for de mange større og mindre økonomiske bidrag fra fonde og legater, der gør, at vi i år kan arrangere fem lejre, kvitterer lejrkoordinator Sandra Trampedach-Junget

Deltagerne kommer ofte fra familier, som kæmper med forskellige udfordringer, hvad enten det handler om misbrug af alkohol eller stoffer, fattigdom, psykisk sygdom eller sociale problemer.

På de tre lejre i Hobro, Onsild og Mariager venter der de 88 børn og unge en uge med en masse aktiviteter, grin og hygge, som en gruppe frivillige står for at arrangere.

Seje frivillige

Alle tre lejre er fyldt op - og nogle børn står på venteliste

- Igen i år drives Blå Kors’ lejre primært af verdens sejeste frivillige, som med deres store engagement og vilje formår at skabe uforglemmelige oplevelser og venskaber mellem deltagerne på lejrene.

- Vi håber, at både børn og unge tager hjem med gode minder og oplevelser i bagagen, som giver dem håb og livsmod, der varer ved - også længe efter, at lejren er forbi, stiller frivilligkoordinator Sandra Trampedach-Junget i udsigt.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...