TIL SØS: Det maritime team fra ungdomsskolen ankrede op ved Dania

ASSENS: Det maritime team fra Mariagerfjord Ungdomsskole dukkede for nylig op ud for Dania.

Og så var der ellers dømt vandsjov i fjordvandet

Hvilket udfoldede sig til udelt glæde for 40 unge fra Assens Ungdomsklub, som boltrede sig på ribbåden, vandscooteren og bananen.

Men også en trailer med 10 sup board og en bil fyldt med våddragter og redningsveste indgik i det maritime indslag, der tog sit afsæt fra Stinesminde, hvor ungdomsskolens maritime team holder til, og som ungdomsklubberne i kommunen også er en del af.

Det var første gang i år, at vandaktiviteterne kom i brug.

Højt humør

De unge blev tjekkede ind, fik sprittet hænder og fik en reminder om den ene meter, som det høre sig til i den tid, vi befinder os i lige nu - og måske et godt stykke fremover.

Vejret var med unge og voksne.

Medarbejderne fra klubben serverede grillpølser til alle, og her blev retningslinjerne med sprit, handsker og servering også fulgt.

Humøret var højt både til vands og til lands.

Assens Ungdomsklub har allerede booket det maritime team til at vende tilbage den sidste uge i juni - uge 27 - hvor de alle dagen vil byde kaste sig ud i vandsjov fra forskellige destinationer langs fjorden.

Assens Ungdomsklub har i samme anledning forlænget sæsonen ved at tage hele juni med.

- For at få noget positivt ud af den forgangne tid, vil Assens Ungdomsklub holde åben hver onsdag til og med uge 27.

Dog på en anden måde, end vi plejer, idet der vil være mulighed for at komme på fisketur.

- Og så har vi også en masse ude aktiviteter i ærmet, frister klubkoordinator Nanna Wagner Sørensen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...