Hver søndag frem til udgangen af september vil der nu være mulighed for at køre i veterantog mellem Handest og Mariager - bl. a. med ”banens kronjuvel”, B51

Det kan godt være, at sommeren 2020 - rent vejrmæssigt - ikke har været noget videre at råbe hurra for.

Til gengæld tegner den til at blive lang - i hvert fald for Mariager-Handest Veteranjernbane.

Veteranbanen har netop besluttet at forlænge sommersæsonen, så der nu kører veterantog på strækningen mellem Mariager og Handest alle søndage helt frem til udgangen af september.

Det samme gør sig i øvrigt gældende for den populære ”Trekantrute”, der ligeledes fortsætter som søndagstilbud alle søndage i august og september.

Et pænt stykke ind i efteråret vil der således bl. a. være mulighed for at komme ud at køre med personvogn B51, som Mariager-Handest Veteranjernbane selv betegner som banens kronjuvel.

- Ja, vi synes selv, det er Danmarks flotteste personvogn, lyder det ubeskedent fra veteranbanens pressechef Max S. Rasmussen.

Et pragteksemplar

Den nu 110 år gamle personvogn B 51 kørte igennem mere end en menneskealder på på Frederiksværkbanen i Nordsjælland, hvor den holdt sit indtog i 1929. Samme år som børsen krakkede på Wall Street, depressionen holdt sit indtog i den vestlige verden, og Mads Skjern gjorde sin entre i Korsbæk.

På dét tidspunkt havde vognen allerede været i drift i 19 år på privatbanen mellem Stubbekøbing/Nykøbing & Nysted.

Vognen blev produceret hos Scandia A/S i Randers fire år før udbruddet af første verdenskrig og var virkelig et pragteksemplar i sin tid med sine otte pladser på 1. klasse, 13 pladser på 2. klasse og 57 pladser på 3. klasse.

Privatbanen på Lolland fik imidlertid i 1929 moderne små teaktræsmotorvogne til at klare de daglige persontog, og de lange personvogne blev derfor overflødige.

I stedet endte de hos Frederiksværkbanen på Nordsjælland hos den navnkundige privatbanedirektør Kuhlmann.

Anden verdenskrig og besættelsen sled imidlertid voldsomt på jernbanemateriellet, og i befrielsesåret 1945 kom B51 en tur tilbage til Randers, hvor Scandia istandsatte og ombyggede vognen efter Kuhlmanns anvisninger. Vognen fik nu fik 12 pladser på den fine 1. klasse med meget store kupeer, større end Statsbanernes. Der skulle jo sørges godt for de velhavende grosserere, fabrikanter og particulierer fra hovedstaden, når de ”skulle på landet” til nordkysten af Sjælland

Til passagererne på anden klasse var der 58 pladser, der nu blev betegnet fællesklasse.

De næste tyve år stod B 51, sammen med sine ”kolleger”, for transport af folk, der i weekenden skulle i sommerhus eller på badetur til Frederiksværk og Hundested.

Med i Olsen Bande-film

Vognen var i ordinær drift på Frederiksværkbanen frem til 1967, hvorefter den i 1968 fik en birolle i den allerførste Olsen Bande-film, hvor Egon, Keld og Benny flygter med tog til Nordsjælland tæt forfulgt af politiet.

De følgende år gennemlevede B 51 en omtumlet tilværelse.

I tre år henstod vognen således på Lersøen rangerbanegård på Nørrebro, hvor den i bogstaveligste forstand blev splittet ad, inden vognen i begyndelsen af 1980erne kom til Mariager-Handest Veteranjernbane, hvor banens frivillige brugte omkring syv år på at gøre vognen præsentabel igen.

Siden 1990 har vognen været i drift som en fast del af det rullende materiel på den 17 kilometer lange strækning mellem Handest og Mariager.

Her vækker B 51 berettiget opsigt med sin flotte bemaling og ikke mindst sine to smukke førsteklasseskupeer, når den kører igennem den maleriske og afvekslende jyske natur i det østhimmerlandske.

I vognens 2. kl.-afdeling er gavlen endda forsynet med panoramaruder, så veterantogsturen kan nydes i fulde drag.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...