Fyrkatspillet byder på vikingestemning i aftensommersolen 15. august

Af velkendte corona-grunde blev årets traditionelle og populære Fyrkatspil ikke til noget. Men helt snydt for vikingestemning i aftensommersolen bliver vi alligevel ikke.

Lørdag 15. august inviterer folkene bag Fyrkatspillet nemlig til en såkaldt blót ved den historiske ringborg i Hobro.

For vikingerne var det vigtigt at stå sig godt med guderne. For at sikre dette blótede vikingerne. Blót er en slags gaveudveksling, hvor vikingerne ofrede til guderne, for at guderne skulle give noget igen.

Sådan et ritual indgik i dette års Fyrkatspil, der desværre blev aflyst. Men nu har arrangørerne bag spillet besluttet, at de vil gennemføre en blót ved Fyrkat Ringborgen. Det sker lørdag den 15. august, hvor guderne Odin, Freja og Tor skal takkes.

Her vil Ringborgen været oplyst af seks bål på toppen af Ringvolden, mens aftensolen forhåbentligt vil vise sig fra sin smukkeste side.

- Vi glæder os til en helt særlig aften, hvor vi håber på omkring at omkring 200 vikinger og lokale borgere med fakler i hænderne vil bevæge sig mod Fyrkat Ringborgen, se solnedgangen og se blót’en.

- Vi har selvfølgelig sørget for offergaverne til guderne, og der bliver ikke opkrævet entré, så man skal bare komme, og vi håber på stor opbakning, fortæller Frants Thaning, produktionsleder hos Fyrkatspillet.

- Det er naturligvis ikke en religiøs gudstjeneste for Asa-troende, men en formidling. Vi viser, hvordan vikingerne dengang anråbte deres guder, når de havde problemer i stil med dem, vi har haft dette forår.

Udover den helt særlige oplevelse vil aftenen også byde på et oplæg ved Lars Chr. Nørbach, direktør for Nordjyllands Historiske Museum. Han har netop udgivet en bog om vikingerne, og han vil fortælle om hvordan vikingerne holdt blót.

Arrangementet starter klokken 21 og forventes at tage en times tid.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...