Salget af fabriksnye Volkswagen-biler fra den hidtidige afdeling i Hobro nu er flyttet til Aalestrup, som samtidig skifter navn til Volkswagen Aalestrup og Hobro

Det kan måske godt lyde lidt forvirrende, men Volkswagen i Aalestrup har føjet Hobro på visitkortet.

Årsagen er, at hovedkontoret hos det populære tyske bilmærke har ønsket en ny forhandlerstruktur med større konstellationer. Det har betydet, at salget af fabriksnye Volkswagen-biler fra den hidtidige afdeling i Hobro nu er flyttet til Aalestrup, som samtidig skifter navn til Volkswagen Aalestrup og Hobro.

- Vi er meget stolte over, at være den forhandler, der blev valgt til at fortsætte med nysalget af Volkswagens stærke program, fortæller Nick Hansen, direktør og tredje generation i det stolte bilhus på Borgergade 37 i Aalestrup. Et bilhus, der har eksisteret siden 1954, og som Nick Hansen i dag ejer sammen med servicechef Heine Laursen og sælger Thomas Nielsen.

Fra Volkswagens hovedkontor lyder det om ændringen:

- Vi har valgt at sammenlægge de to områder hos forhandleren i Aalestrup, da vi har vurderet, at de som virksomhed har ressourcerne og kompetencerne til at dække begge områder, og de har samtidig udarbejdet en rigtig god plan for Volkswagens tilstedeværelse i hele Vesthimmerland og Mariagerfjord Kommune. Så vi ser frem til et rigtig godt samarbejde med Nick og hans dedikerede Volkswagen-team i Aalestrup, udtaler Mads Lauvring, direktør for Volkswagen i Danmark.

Volkswagen Aalestrup og Hobro har i dag 30 ansatte, og de glæder sig til at få udvidet dækningsområdet:

- Nogle kunder skal nok lige vende sig til, at de skal til Aalestrup for at se de nye Volkswagen-modeller, men vi gør det gerne nemmere for kunderne ved at komme ud med den bil, man ønsker at se på.

- Og det kan godt tænkes, at vi på et tidspunkt åbner en udstilling og salgssted i Hobro, men lige nu har vi fokus på afdelingen i Aalestrup, fortæller Nick, der også nævner, at de af samme årsag har taget nogle initiativer for at engagere sig lokalt i Hobro.

- Vi har blandt andet meldt os ind i Hobro Handel og i Mariagerfjord Erhvervsråd, og så har vi tegnet et sponsorat i Superligaklubben Hobro IK. Det er vigtigt for os at vise, at Hobro nu er vores område, og vi gerne vil være mest muligt til stede.

Udover at sælge fabriksnye Volkswagen er Volkswagen Aalestrup og Hobro også autoriseret Volkswagen-værksted og Audi servicepartner. Den hidtidige Volkswagen-forhandler i Hobro, Autocentralen Hobro A/S, fortsætter som autoriseret Volkswagen-væksted, men altså ikke som forhandler af fabriksnye biler.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...